Nordstjernens Eventyr

Nordstjernens Eventyr af Henriette L. Steffensen i 2017

4. advent

Regnen siler endnu ned. Hendes lys pulserer i takt med vejrtrækningen, i søvnens rus. Gabriel beder en stille bøn. “Hun er fundet og vil gerne hjem. Lad hende betræde Jorden i ny og næ, så vi kan opretholde hendes glæde.”
Hun vender sig om, så hendes ansigt nu ligger mod ham. Gabriel tager sin kappe, går hen mod hende og lægger den forsigtig over hendes spinkle krop. Hans smil vokser og hans indre står i flammer. Han sidder længe og nyder synet af hende.

Hun vågner omtumlet og forvirret. Hendes øjne møder hans, og hun husker nu det hele. Hun mærker en varme og ser først bagefter, at hans kappe ligger over hende.
“Tak.” Hendes smil bliver større og hendes øjne låses med hans.
Hans flamme træder stærkt i karakter. De blå øjne har et kærligt glimt, og et fjoget smil glider over hans ansigt.
Hans brune øjne fortærer hende og starter en indre kamp. Hurtigt slår hun blikket ned.
“Hvordan kommer jeg hjem?” Spørger hun, for at bryde tavsheden.
Gabriel står og funderer over spørgsmålet, han har jo reelt ikke et svar, men siger alligevel. “Jeg kender en, som kan hjælpe os. Hvis du følger mig, så viser jeg vej.”
Uden yderligere bemærkninger går de ud af hulen. Mørket hviler stadig henover himlen og Nordstjernen kontrollerer nu sit lys og lader det skinne, så de kan se hvor de går.
Et bump på stien får hende til at vakle, og før hun falder, griber Gabriel hende i sine arme. Knald rød i hovedet, forsøger hun ihærdigt at komme på benene, men Gabriel holder hende fast.
“Du burde passe bedre på.” Et kærligt smil breder sig på hans læber og hans øjne stråler af glæde.
“Undskyld… Det skal ikke ske igen.” Hendes stemme vakler og en usikkerhed strømmer gennem hende. Hans varme smelter hendes selvsikkerhed.
Da han endelig giver slip på hende, mærker hun straks kulden, som skærer hende dybt. Og før hun ved af det, savner hun hans varme arme omkring hende, hvilket får hende til at blusse indvendig.
Hvad sker der? Hendes tanker hvirvler rundt og hun ved ikke længere, hvad der er op og ned.

Gabriel går og smiler for sig selv. Hendes ansigt blussede rødt, kan det mon betyde det jeg tror? Smilet vokser og han føler at det går fra det ene øre og over til det andet, hvilket får ham til at grine let.
“Hvad er det, som er så sjovt?” Hendes blik er spørgende og nysgerrig, hvilket får ham til at grine endnu højere. Opgivende ser hun på ham, mens et smil lyser hendes ansigt op.
Hendes hjertebanken har ændret sig. Hans brune lokker, som flagrer i vinden, tænder en ild i hende. Hans stærke muskler danser for hende og hans bagdel lokker hende i fordærv. Når han ser på hende, kan hun mærke en gnist mellem dem, og varmen blusse op.

Åse tripper rundt i stuen, for at finde en løsning. Endnu har hun ikke haft heldet med sig. Søvnen er holdt på afstand, og magien tager på hendes kræfter. Hvor bliver de af? Bekymret ser hun ud af vinduet, og overser helt nisserne, som står ind mod hende. Hvordan skal vi nogensinde nå det, med kun få dage til jul?
Endelig ser hun to skikkelser i det fjerne. Det må være dem!

Åse river døren op, før de når at banke på. “Endelig. Kom ind.” Siger hun, mens hun bemærker Stjernes bare fødder. Hun sender dem ind i den varme stue, mens hun går i soveværelset. Hun kommer tilbage med et par vamsede sokker. “Tag dem her på, mit pigebarn.”
Stjernen ser op på den gamle dame med en undrende mine.
“Du skal tage dem på fødderne, så du kan få varmen,” fortsætter Åse venligt.
Stjernen lyser op. “Tak.”
Stoffet føles sjovt om fødderne og det kilder hende, så en latter forlader hende.
Gabriel og Åse ser spørgende over på hende, hvilket får hende til at grine endnu højere.
“Jeg kan ikke takke jer nok!” Hun sender dem hver et smil.
“Hvor der er husrum, er der hjerterum,” svarer Åse glad, hvorefter hun forlader de to, for at tage en lur. Men kort før hun lader søvnen overmande hende, beder hun en stille bøn.
Lad dem være lykkelige!

“Jeg plejede at betragte dig, hver eneste aften. Da dit lys strålede mest på himlens bue.” Gabriel ser op på hende, for at tyde hendes reaktion.
Måbende ser hun på ham, men hans alvor i både stemme og udtryk lader hende vide, at han taler fra hjertet.
“Da jeg blev udvalgt til at finde dig…”
Stjernen ser spørgende på ham. “Hvad så?”
Hun sætter sig hen ved siden af ham og lægger blidt sin hånd på hans. Deres øjne mødes.
“Jeg har fulgt dig hver nat… og drømt om at møde dig. Da jeg endelig fik chancen… var jeg pludselig nervøs.” Han sænker sit blik.
“Jeg er glad for at de sendte dig.” Hun lader sin hånd flette ind i hans og møder kærligt hans blik.
Længe sider de to turtelduer og snakker, fordybet om alt mellem himmel og jord.

Stjernen mod Nord, kan ej findes. Uden hendes lys kan Julemandens Kane ej skue, Mælkevejens bue. Ildfluen opfyldte hendes højeste ønske, men hvem ved, om ønsket nu er det samme? Kærligheden blomstrer, gnister opstår, mens den indre flamme blusser og tænder en varme. Lad den gro og lad den vokse. Et nyt kapitel venter, ret forude.
En glæde skyller gennem Åse, da hun slår øjnene op. Selvfølgelig, tænker hun.
“Jeg har fundet svaret!” Jubler hun, mens døren ind til stuen åbnes. Hurtigt slår hun blikket ned, mens hendes smil vokser. “Undskyld, jeg forstyrrer.”
Gabriel ser fortumlet op på Åse, mens hans indre sitrer. Men han samler sig hurtigt og svarer fattet, “Fortæl endelig.”
“Lad mig hellere vise det, tag overtøj på.” Hun griber ud efter en jakke og et par støvler og stiller det foran Stjernen. “Du kan låne det her.”
“Mange tak,” Stjernen sender Åse et stort smil.

Med hurtige skridt viser Åse vej. Efter kort tid stopper hun op.
Gabriel og Stjernen, som har gået i deres egen lille kærlighedsbobel, ser først nu hvor Åse har ført dem hen. En stime af ildfluer oplyser området. Træerne står tæt og stjernehimlen ses tydeligt.
Stjernen ser bange og nervøs på Gabriel. “Hvad skal jeg…” En tåre løber ned langs hendes kind. Gabriel træder et skridt nærmere og omfavner hende.
“Jeg vil altid være her, altid se dig. Bare kald.” Hans fingre løber blidt gennem hendes lyse hår og føles silkeblødt. “Du er den eneste, som kan redde julen,” afslutter han, mens han trækker hende lidt ud fra sig, så han kan se hendes tårefyldte øjne. Hans hånd løfter blidt hendes hage og kærligt lægger han sin mund mod hendes, hvor de mødes i et ægte kærlighedskys.
Kærlighedens rus får hendes lys til at skinne endnu mere klart end nogensinde før. Aldrig havde hun drømt om at skulle mærke kærligheden på sådan et plan.

“Tusind tak, for din venlighed og hjerterum.” Siger hun stille, mens hun går over mod Åse, som står med tåre i øjnene.
“Jeg vil komme til at savne dig, pigebarn,” endnu en tårer triller, mens de omfavner hinanden.
“Kom snart igen!” Hvisker Åse i hendes ører, hvilket sender en glæde gennem hende og et smil breder sig på hendes læber.
Langsomt vender hun sig om mod Gabriel, han er trist. Men med faste skridt møder hun ham i en kærlig omfavnelse. Hun må være stærk!
“Jeg vil aldrig glemme dig! Bare kald og jeg vil komme!” Sørgmodigt ser han hende dybt i øjnene. “Vi vil mødes igen!”
Hendes indre overvælder hende og en lille tåre, får frit løb. “Jeg vil dig aldrig glemme. Dit hjerte er nu en del af mit!”
“Jeg er stolt af dig, min kære. Selvom savnet vil være stort, så vil du altid være nær.” Han kysser hende, hvorefter han lader sig slippe.
En af de mange flotte ildfluer flyver over mod hende.
Håbet er nu tilbage, og hun skal hjem. En sidste gang ser hun over mod Åse og Gabriel, hvor en jag af savn stikker hende dybt, men hvor stoltheden over at være med til at redde julen, lader hendes selvsikkerhed stråle endnu kraftigere.
Ildfluen svæver lige ud for hendes syn, hun lukker øjnene og tænker fast besluttet.
Før mig hjem!

Gabriel fører Åse tilbage til sit hjem, da Nordstjernen igen befinder sig på himlens bue og skinner ned over dem.
“Vi gjorde det,” den gamle kone ser stolt på ham, da de er tilbage i hytten. “Er du sød at lade sneen drysse godt i år?” Hendes smil stråler og hun er ikke i tvivl om, at hendes ønske vil blive opfyldt.
“Tak for hjælpen! Jeg kan altid regne med dig,” et smil glider over hans ansigt og Åse tager ham ind i en omfavnelse, som han finder stor trøst i.

Gabriel står på sin sædvanlige plads, og gør klar til at opfylde Åses ønske.
Åse ser de store snefnug komme dalende og en glæde skyller igennem hende, mens hun ser op på himlen.

“Jeg elsker dig, min kære. Dit lys og din udstråling er helt uimodståelig.” Et suk forlader ham, da savnet vokser.
Men pludselig bliver han blindet. Han ser over mod det skarpe lys, netop som hendes udstråling er blevet endnu kraftigere.
“Jeg elsker også dig, min Gabriel.”
Hendes stemme runger i hans hoved og en lykke skyller igennem ham.

Nordstjernens lykke overstråler alt i miles omkreds, men endnu en begejstring skyller gennem hende, da hun ser Julemandens kane på Mælkevejens bue.
Så blev det alligevel jul!

3. advent

En lettelse skyller gennem hende, da hun mærker hans varme langsomt forsvinde. Hendes skjulested er endnu sikker, men det var tæt på. Hun havde mærket andre i nærheden, men ingen som ham. Hans varme ramte noget i hende, og hun var ikke i tvivl om, at han var sendt ned for at finde hende.
Hendes skær oplyser hulen og holder mørket på afstand. Da solen står op, kravler hun forsigtigt ud fra sit skjul, hvor hun tillader sig selv glædestid i sneen. Hendes hår flagrer om ørerne på hende, og hendes smil vokser.

Gabriel forlader stjernens skjul, med tanke på at vende tilbage. Men inden da vil han søge råd ved Åse. Solens stråler skinner ned over den hvide sne, og visker den langsomt væk, mens vinden suser for hans ører, og rusker i træernes kolde grene.
Åse åbner hoveddøren efter hans hårde banken. “Kom ind,” siger hun glædeligt, og tager imod ham med åbne arme.
“Længe siden,” svarer han glad i deres omfavnelse. Et stort smil breder sig på Åses gamle læber, og hendes rynker forsvinder kortvarigt. Hendes velkendte røde tørklæde ligger som sædvanligt om hendes skulder, og varmer den krumbøjede ryg. Gulvet knager under ham, da han følger efter hende ind i den lille stue. En overvældende varme modtager ham, pejsens gnistrer, knitrer og beroliger dem begge.

Åse ser over på den bredskuldrede, unge engel, som igen har fundet vej til hendes hytte. Hans brune øjne ser spørgende på hende. Hun kender ham godt nok til at gennemskue hans faste udtryk. Han er bekymret!
“Hun virker lykkelig hernede,” begynder hun stille. “Jeg har set hendes fortumlede fodspor i sneen, hun danser rundt og føler sig fri. Hun nyder de uvante omgivelser, kulden, sneen og skovens dyb. Men frygten overtager, når nattens mørke bryder ud, og hun søger i skjul. Hun vil ikke findes!” Stemmen er nedtrykt, men Gabriel fornemmer stadig den glæde, som hun har set stjernen nyde. “Hun ønsker blot at være fri,” afslutter hun kort efter.
“En lykkelig stjerne på Jorden. Ikke bare en stjerne, men selveste Nordstjernen. Du kan da ikke mene, at det er i orden?” Gabriels stemme er alvorlig, men stadig spørgende.
“Både og. Det stakkels pigebarn var trist, ensom og ulykkelig som stjerne. Hvis lidt tid på Jorden kan give hende en større glæde, så ser hun måske viljen til at redde julen.”
“Ildfluerne!” Udbryder han. “Du har ret!”
Åse ser uforstående på ham. Hun kender ganske vist til ildfluer, de oplyser ofte skoven, når mørket falder på. Men hvordan hænger det sammen med Nordstjernen?
“Kun de kan opfylde et sådant ønske for en stjerne,” oplyser han.
“Hvad kan jeg gøre for at hjælpe,” spørger hun, da brikkerne falder på plads.
“Din magi kan få hende tilbage på himlen. Det må være det, der skal gøres.” Han siger det mere til sig selv, end Åse.
“Det er mange år siden, jeg har brugt kraftfuld magi. Men jeg skal gøre hvad jeg kan!”

Da nattens mørke igen lægger sig, tager Gabriel sin kappe og drager ud for at finde Nordstjernen. “Jeg vender ikke tilbage uden hende!” Åse vinker ham godt på vej og ønsker ham, alt held og lykke.
Med raske skridt følger han den samme sti, han kom ad. Med håbet om, at hun befinder sig i samme område.
Godt gemt i buskadset har han endelig fundet hulen, som er hendes skjulested.

Hendes udstråling er helt uimodståelig. Hans hjerte hopper hvert andet slag over, mens varmen bobler i hans blod. Hendes lange lyse hår hænger ned over ansigtet, og fremhæver hendes kindbind. De forskræmte øjne stråler, og hulen oplyses af hendes glimtende hud. En flosset kjole omfavner hendes spinkle krop, som ryster af kulde.
“Jeg gør dig ikke noget,” hvisker han, mens han træder et skridt nærmere.
“Vil du ikke nok lade mig blive?” Hendes skingre stemme får ham til at miste pusten. Tryllebundet af hende, stirrer han fortryllet på hendes skønhed.
“Jeg vil ikke tilbage,” fortsætter hun forsigtigt, mens hun ser indgående på ham.

Hans øjne glimter fra hendes skær, mens han stirrer fraværende på hende i stilhed. Hans varme strømmer ind i hulen, og opvarmer hende. En væmmelse skyller gennem hende, og en angst stikker hende dybt. Hun vil ikke hjem!
“Hvad vil du mig?” Hendes stemme er fast, og man kan ane vreden. “Lad mig gå!” Udbryder hun, da han stadig står i trance, og ser lige igennem hende.
“Jeg vil dig intet ondt, men julen…” Hans stemmer knækker over, “uden dig, bliver der ingen jul,” afslutter han endelig. Hans stemme er venlig, men stadig både forvirrende og fast.
“Lad mig være!” Hendes stemme er hård, da han forsøger at nærme sig igen. “Jeg vil ikke med!” Vreden bobler i hendes indre, da et kæmpe lysglimt blinder ham og han må søge dækning.

Gabriel vælter ud af hulen, stadig blindet af lysglimtet. Ventende håber han på, at synet vender tilbage til normal, så han kan finde et skjul. Hans tanker hvirvler rundt i hovedet på ham. Jeg må overbevise hende! Det skal jeg! Langsomt vender det tynde lag sne på jorden tilbage.
Så langt øjet rækker, ses alle skovens nøgne træer, som blot venter på forårets ankomst. Afstanden til hendes skjul, skal være nok til at han ikke kan fornemme hende, men stadig tæt nok på til at han kan ane det.
Dagene går og bekymringerne melder sin ankomst. Endnu har hun ikke forladt sit skjul. Burde han forsøge sig igen, ved at møde hende i hulens skjul? Beslutsomt forbliver han på sin plads. Tålmodighed er en dyd.

Englen er væk, hans varme forsvundet. Langsomt bliver hendes åndedrag normal og hun tør igen hvile i sig selv. Lyset fra hendes indre stjerne reddede hende. Tanken om stjernehimlen, giver hende et stik af savn til hendes søstre. Men englens ord rammer hende endnu hårdere.
“Uden dig, bliver der ingen jul.” Hvad mente han med det? Nysgerrigheden nærer hende. Gad vide, om han er i nærheden?
Solens første stråler virker langt væk, da et skydække mørkner himlen, hvilket får hende til at stoppe op og overveje situationen.

Gabriel vågner, da han hører en gren knække i det fjerne. Hurtig er han på benene, og ganske rigtigt, der står hun. Hendes blå øjne borer sig ind i hans, og han må anstrenge sig for at overmande sine følelser.
Da han nærmer sig hende, mærkes et kraftigt energifelt, som lukker alt andet ude. Og da han står lige overfor hende, bryder skybruddet ud og lader regndråberne vælte ned over dem.
Hun ser op i den åbne himmel, og mærker vindens lette brise omfavner hende. En kuldegysning går gennem kroppen, og hun begynder at ryste.
“Tag min kappe,” siger Gabriel og lægger den om hende. Uden protest fører han hende tilbage til hulen, hvor han begynder at tænde et bål.
“Hvad mente du? Den anden dag.” Hendes stemme vækker ham brat.
“Det er kun dit lys, som kan oplyse Mælkevejen.”
Deres blikke mødes, og i hendes øjne kan han se overraskelsen, som langsomt bliver en åbenbaring. Skamfuldt, men selvsikket ser hun direkte ind i hans brune øje.
“Jeg må tilbage!”

2. advent

En befriende følelse strømmer igennem hende. En glæde varmer hende indefra. Hun mærker sit lys stråle, som aldrig før. Tør hun håbe?
Hendes hud glimter og med det lille lag sne, som dækker jordens kolde flade, oplyses omgivelserne. Sneen hun er landet i, omfavner hende med sin kulde.
Hun må i dækning! Som hun lyser op, kan hun ikke gemme sig for englenes spejdere. Hun ved, de snart vil komme. Heldigvis for hende er solen på vej op, den kan skjule hende i dagtimerne.

En trist stjerne, som viser mod Nord, lander midt i den store skov. I badende sne og vinterens kulde. Hvordan skal julen nu ende?
Åse vågner brat. Sætter sig op i sengen. Det er evigheder siden, hun har haft et syn, men hun er ikke i tvivl.
Nordstjernen er faldet!

Solens stråler i den nyfaldne sne blinder hende. Selv bag øjenlågene er alt lyst og uvant. Men nysgerrigt bliver hun ved at åbne øjnene, for at vende sig til det skarpe lys. Omtumlet forsøger hun at rejse sig, med hænderne støttende til det store træ. Træets livsenergi strømmer gennem stammen og kilder hende. Fødderne vakler og hun lander på sin bag, da benene falder sammen under hende.
Efter megen prøvelse, kommer hun endelig på benene. Kulden snor sig om hendes bare fødder, og en ubeskrivelig glæde løber gennem hende. Hendes skingre latter opløfter skovens grene, og jublende hopper hun rundt, så sneen hvirvler omkring hende.

Åse er i fuld gang med at sætte nisserne i den hvide sne, så deres røde huer og glade smil, kan byde uventet gæster velkommen. Nogle få kigger ind mod huset, så de ligeledes kan sende smil og glæde ind ad vinduerne. Der er både små som store. Op ad den nu affejet flisebelægning, står de helt store nisser med jævne mellemrum og viser vejen mod hoveddøren.
Åse står og ser tilfreds ud i forhaven. Et lille lag sne mere og så er det perfekt, tænker hun. Hendes smil stråler og rynkerne forsvinder for en stund fra hendes gamle ansigt. Tilfreds sætter hun sig i lænestolen, og nyder pejsens varme strømme ud i stuen.
Fodspor i sneen. En listende, lysende skygge. Hopper og danser. Men søger skjul for natten. Et genskær spejler sig i sneen. En stjerne er at se.
Åse ser det hele i små klip for sit indre. Nordstjernen! Jeg må advare Gabriel!

En fornemmelse breder sig i Gabriel, noget er helt galt. Han får et chok, da han ser himlens altopslugende mørke. Nordstjernens strålende lys er væk!
Lige før han går op i limningen, får han sendt bud efter spejderne. Inde i ham, mærker han en panisk angst, han aldrig før har kendt. Men han presser den nye følelse ned, og lader hans inde ledere overtage. Det er dette han er trænet til!
Lige før spejderne ankommer, har han tilkaldt to sendebud, en til Vor Herre og en til Åse, som måske ved noget. Spejderne er mødt op, nogle ser lamslået ud, da deres blikke opfanger problemet. Mens andre ser helt fattet og klar ud.
“Søg i skovens stille dyb. I hver en krog og bag alle sten. Nordstjernen må findes! Lad jer ikke narre, hendes skikkelse vil være menneske. Men fortvivl ej, hendes lys vil afsløre hende.” En tilfreds mine oplyser hans øjne, da hans egne ord får et indre håb til at blusse.

Åse vågner ved en bankende lyd, døren. Hvem kan det være på denne tid af natten, tænker hun søvnigt, mens hun griber sin morgenkåbe.
“Undskyld jeg forstyrrer, Gabriel har sendt mig,” han ser afventende på hende. Da hun nikker godkendende fortsætter  han. “Nordstjernen er forsvundet, spejderne er sendt ud efter hende. Gabriel tænkte om du vidste noget?” Afslutter han roligt og fattet.
Åse tænker tilbage på sit syn, og svarer efter kort tid, “Fodspor i sneen. En lysende skygge. Hun hopper og danser. Men søger skjul for natten.” Englen nikker blot, hvorefter han straks flyver hjem, for at viderebringe beskeden. Åse lader kort sit blik glide over himlen, hvor Nordstjernens lys nu mangler, hvorefter hun går tilbage i seng.

Gabriel tripper rundt. Han kan ikke sove, nu hvor spejderne er taget afsted. Solens stråler er ved at skinne igennem til endnu en december dag. Nattens træning af nye rekrutter, har været særlig hård og intensiv. Hans tankestrøm stopper brat, da et sendebud ankommer.
“Fodspor i sneen. En lysende skygge. Hun hopper og danser. Men søger skjul for natten. Menneskets ord”, oplyser sendebuddet.
Gabriel ser uforstående på ham. Hopper og danser, tænker han undrende. Men hvorfor? Hans tanker vandrer videre i hukommelsen. Hendes strålende lys, som virkede mat. Han troede ikke på det. Måske det var sandt! Han vifter sendebuddet væk, efter at have takket for informationerne.
Efter et døgn, vender de udsendte hjem, tomhændet. “Hun er ikke at skue. Alt vi fandt var fodspor, som vi ej kunne sige, var hendes. Fodsporene endte brat, og satte en stopper for vores eftersøgning.” Englens udtryk fortæller Gabriel, at han er skuffet over sin præstation. Gabriel giver englen et skulderklap. “Godt gået! Vi skal nok finde hende!” Siger Gabriel og ser håbefuldt ud over dem.
Sendebuddet fra Vor Herre, ankommer i samme stund og siger fluks. “Pak en taske. Du skal rejse afsted, opsøg din kontakt, og bring Nordstjernen hjem.” Blikket er fastnet til Gabriel. “Og gerne inden juleaftensdag,” afslutter han.

Gabriel mærker et indre pres på sine skulder. Aldrig i hans mange år, som engel, har sådanne begivenheder fundet sted. Herren tror på ham, rekrutterne ser op til ham. Det er nu officielt hans opgave at finde hende. Han må ikke fejle!
Uden hende til at skinne på himlen, vil mælkevejen ikke kunne findes, og Julemandens rute være mørktlagt, hvorfor Jordens børn og barnlige sjæle, vil miste troen på den gamle mand, med det hvide skæg. Skuffelsen vil overtage, og juletroen vil styrtdykke. Det må ikke ske!
Hendes lys vil afsløre hende. Det må det gøre. Et håb bobler i hans indre. Besluttet drager han mod den store skov, i nattens mulm og mørke. Efter noget tid, finder han endelig fodsporene i sneen.
En strøm af glæde, angst og energi sitrer i ham, og sender en kuldegysning op langs rygraden. Hun er i nærheden!

Åhhh nej, lad ham ikke finde mig, tænker hun forskræmt. Panikken vokser, og hun kan mærke hans varme. Tæt på. Stille som en mus, sidder hun stiv og fortvivlet. Ingen bevægelser overhovedet. Kun ganske små åndedrag forlader hendes mund.

1. advent

Endnu en nat i stilhed. Hvor kun vindens susen, kan høres i det fjerne. Afstanden er lang, men virker så nær. Livet må byde på mere, end blot at hænge her og skue. Vil du finde Nord, bør du følge mig. Jeg viser dig, ofte vej. Jeg er den mest strålende stjerne, du kan finde på himlen. Du kender mig, som Nordstjernen.
Natten er endnu ung, men mit livslys er begyndt at falme. At se Jordens overflade hver eneste nat, er den rene pinsel. For alt jeg drømmer om, er at røre de kolde grene. Mærke den bløde sne. Se snefnug komme dalende.
Mine søstre forstår mig ikke. De lever livet. Tror de. De befinder sig nær min lyskilde, så vi er altid hinanden nær. Men deres bekymring trætter mig. Jeg mangler fornyet energi. Før mit livslys falmer helt.

Gabriel ser ned i skyernes dække, hvor han i det fjerne kan skimte træernes tynde grene. Vinden rusker i overfladen og efterårsblade flyver i en hvirvelstrøm gennem terrænet. Nordstjernen og dens søstre, oplyser himlens bue og skaber et dragende genskær. Dette syn, ser han frem til, hver eneste aften. Og særligt i december måned, når Nordstjernens lys er langt mere overdådigt.
Efter at have nydt den første december aften, vender han tilbage til sit hverv. De nye rekrutter er ankommet, og skal indsættes i deres nye liv. Efterlivet er en barsk ting. Hård træning. Samt savnet efter at have mistet livets gave. Der er dog få, som finder fred.
Den største kærlighedserklæring finder sted i efterlivet. For de, som ej havner her, har fundet vejen hen til deres sjælepartner.

En let brise skyller ind over flokken, hvor de nye rekrutter endnu ikke har fundet den indre varme, som man har som engel. “Målet er at beskytte himlen, og fremkalde julen på Jorden,” oplyser Gabriel de nytilkommende. Hvorefter han fortsætter. “Jeg ved dette er en omvæltning, men vi vil hjælpe jer godt på vej.” Stilheden omfavner hver og en for en kort stund. “Hvis du besidder den magiske kraft, vil du blive oplært i at bruge den sammen med mig. Senere hen vil du hjælpe mig med at fremkalde sneen på Jorden.”
“Der er dog færre og færre, som bærer denne kraft.” En trist mine glider ganske kort over hans ansigtsudtryk. “Men frygt ej, foruden magiens vej, kan I vælge mellem at blive sendebud for vor herre, hvilket indebærer at formidle og viderebringe beskeder mellem Herren og os, samt os og menneskene”, fortsætter han fast.
“Kender menneskene til os?” Udbryder en mand, som står helt oppe foran og lytter opmærksomt. Gabriel sender manden et nik, hvorefter han svarer. “Ganske få mennesker kender til vores eksistens.”
Inden manden igen afbryder, fortsætter han sin prædiken. “Det sidste I kan vælge er at blive spejder, hvilket betyder at I vil blive set som himlens og Jordens beskyttere. Glem ej, valget er jeres,” afslutter han.

Da sneen begynder at dale for første gang, denne december aften, er Åse ikke i tvivl om, at det er Gabriel, som fremkalder den. Hendes gamle øjne lyser op i glæde. For når den første sne er faldet, skal nisserne findes frem. Hun ser frem til denne dag, hvert eneste år. Og i en stille bøn, takker hun Gabriel, for at have sendt sneen så tidligt i år.
Natten er ved at overtage endnu en dag, men selvom trætheden er over Åse, efter en særlig lang dag, bestående af at pynte op til jul, fra kælder til kvist, beslutter hun sig for at hente sine nisser op fra kælderen. Hun tørrer dem, hver og en, forsigtig med en klud, for at fjerne det sidste års støv. Hun sætter dem skånsomt på skænken. Til sidst overmander trætheden hende og hun går derefter i seng, men den glæde, som nisserne giver hende, holder hende vågen et ekstra øjeblik, før hun falder i dyb søvn.

Gabriel står og er ved at stoppe den dalende sne, for denne omgang. Han har hørt Åses bøn, og det varmer hans hjerte at tænke på hende. Hun har altid taget godt imod ham, de få gange han har været på Jorden. Hun bor for sig selv, alene, midt i den store skov, i en lille træhytte.

De nye rekrutter har valgt deres hverv, og alle har de påbegyndt deres træning. Der har dog ingen været i blandt, som besad magiens kraft, hvilket ærgrer Gabriel. Han elsker at undervise, især i magiens kundskab, fordi han så sjældent har lov til at bruge sin egen magi.
Endnu en gang lader hans blik sig opfange af Nordstjernens strålende lys, men noget har ændret sig. Hendes lys er lige så skinnende, som altid, men… det virker på en måde mat. Han ryster forvirret på hovedet, det kan ikke passe, tænker han og vender tilbage, for at hjælpe med træningen.

På et højere plan, hænger Nordstjernen på sin sædvanlige plads. Hendes udstråling falmer for hvert sekund, der går. Humøret er dalet, og selvom det endnu kun er hendes søstre, som kan se det, så ved hun hvad der venter forude. Tristheden vil fylde hende helt op og til sidst slukke hendes glød.
Natten er ved at ebbe mod enden, og solen er på vej rundt om Jorden for at skinne sin vej ind i næste december dag.
En ildflue svæver forbi hende, da hun er ved at gå til ro for at lade dagen skinne. Det er yderst sjældent, at en ildflue befinder sig så højt på himlen. Søstrenes bekymring må være vandret igennem nattens stille lys, og fundet vej til Vor Herre. Ildfluer er herrens budbringere, det ved alle på himlen, men de ses så sjældent, fordi de oftest befinder sig på Jordens overflade. De overvåger menneskene. Oplyser skovene. Nordstjernen ser forbløffet på den lille skabning, som nu står helt stille i luften lige foran hende.

Hendes første og dybeste tanke er – Fri mig.